Der skal produceres færre grise og køer i dansk landbrug.
Skrevet den:
Jeg har stor respekt for dansk Landbrug og de mennesker der gennem generationer, har investeret tid, penge og hårdt arbejde i at opbygge livsværk. Landbruget har i mange egne af Danmark stor betydning for den samlede beskæftigelse og økonomi. Også i mange følgeindustrier. Men det ændrer ikke på at der skal produceres færre grise og køer i dansk landbrug for at nedbringe vores CO2 udledning.
Der siges meget i valgkampen om landbrugets vigtighed for dansk økonomi, eksport og beskæftigelse. Landbruget tegner sig i dag for over 34% af CO2 udledningerne i Danmark. Det er et højt tal og tallet er voksende. Vi kan ikke opfylde vores klimamål i 2030 og 2050 medmindre dette minimeres ganske kraftigt.
Faktum er også, at Danmark er det mest intensivt dyrkede land i Europa. Ca. 60% (2017) af vores samlede areal er opdyrket. Tallene viser, at over 75% af det opdyrkede areal går til foder til dyrehold og kun ca. 10% til mennesker. Det er tankevækkende.
At vi samtidig importerer store mængder sojabønner fra især Sydamerika og transporterer levende slagtegrise rundt i Europa gør kun problemet større.
Dansk landbrug skal forblive internationalt førende
Det er ca. 2-3% af Danmarks BNP der kommer fra landbruget. 11% af den danske eksport kommer fra den samlede fødevareindustri. 18% af denne er eksport af svinekød. 2% af de samlede beskæftigede i Danmark arbejder i det primære landbrug. Dertil kommer ca. det samme antal i fødevareklyngen.
Jeg vil kæmpe for, at dansk landbrug fremover forbliver førende i et internationalt perspektiv. Det sker bedst ved at udvikle og ikke afvikle landbruget. Dette skal vi gøre ved at producere færre grise og køer til fordel for mere plantebaseret kost. Vi skal og må have nedbragt udledning af CO2 og sprøjtegifte. Der er ingen anden udvej.
Det fremføres ofte, at dansk landbrug producerer langt mere klimavenligt end alle andre lande. Men der er flere studier, som sætter spørgsmålstegn ved dette. Den gode nyhed er at landbruget selv ønsker at omstille sig til en mere klimavenlig fremtid.
Der skal indføres CO2 afgift i landbruget
Der skal indføres en CO2 afgift på landbruget. I Moderaterne er vi dog meget opmærksomme på at mange landmænd har investeret langsigtet og store beløb, ofte via. lån og kreditter. Derfor skal CO2 indtægterne tilbageføres så landbruget får økonomisk støtte til omlægning. Der skal være en bedre anvendelse af teknologi, andre fodermetoder mv. for at nedbringe udledninger samt omstille til vegetabilsk produktion. Målet er dog helt klart. Vi skal tage ansvar i Danmark. Vi skal vise vejen og nedbringe udledningerne samt sikre mere fri natur.
Der er heldigvis en global trend mod flere vegetabilske og veganske fødevarer. Gør vi tingene rigtigt fra Christiansborg, i tæt samarbejde med landbruget, følgeindustrien og naturorganisationer, så kan vi skabe fremtidens landbrug. Danmark kan blive førende i klimavenlig, og gerne mere økologisk, fødevareproduktion. Ambitionen skal være at øge eksporten og beskæftigelse ved at investere i vegetabilsk produktion. Vi skal skabe de teknologiske og andre nyskabende løsninger samt de produkttyper, som alverdens forbrugere i højere grad vil efterspørge. Vi skal udvikle ikke afvikle.