Skip to main content
økonomi

Økonomi

Vores økonomi er presset. Der er stigende priser på fødevarer og energi. Vi har øgede udgifter til forsvar og sikkerhed i et usikkert Europa. Vores planet er under pres og der er behov for grøn omstilling.

Økonomi er vigtigt

Jeg er optaget af at vi har økonomien på plads til velfærd og udvikling. Jeg er optaget af at få råd til en fremtid, som vi kan give videre til vores børn. Verden er i forandring, og vi skal forandre os med den. Forandringen starter i vores øjne med at skabe verdensklasseforhold for dansk erhvervsliv.

Moderaterne har konkrete økonomiske reformforslag, der skal øge konkurrenceevnen, investeringslysten og deltagelsen på arbejdsmarkedet.

Sænkelse af selskabsskatten

Vi foreslår at sænke selskabsskatten fra 22 % til 15 % finansieret en til en ved at skære  erhvervsstøtteordninger. Det koster 12 mia. kr. af aktuelt 40 mia. kr. på erhvervsstøtte. Ved at fjerne de 30 % mindst gavnlige erhvervsstøtteordninger, kan vi forbedre konkurrenceevnen og samtidig skabe virksomheder, der ikke lykkes på grund af støtte, men på grund af gode erhvervsvilkår. Det er godt for moralen, for lønningerne og for vores evne til at konkurrere.

Flere i arbejde

Virksomhederne har behov for arbejdskraft. Der er behov for at de rigtige folk udefra, og at flere herboende kommer mere i spil. Når flere arbejder og flere arbejder mere, gavner det alle. Derfor foreslår vi at lette adgangen til og motivere flere til at forblive på arbejdsmarkedet ved at give en kontant og mærkbar gevinst for de lavestlønnede i en fireårig periode. Alle med en årlig lønindkomst på 125.000-300.000 skal have et beskæftigelsesfradrag på 100 % af merindkomst op til 36.000 kr. om året. Fradraget nedtrappes årligt med 25 % og gælder derfor i fire år.

Nye virksomheder er grundlag for vores økonomi

Nye virksomheder er afgørende for at dansk erhvervsliv på sigt er relevant og sikrer at vi fortsat har en økonomi i verdensklasse. Som iværksætter af nye virksomheder er det derfor afgørende at kunne rejse kapital. Problemet er, at vi har skabt så ufordelagtige vilkår i Danmark, at mange kigger udenlands, når de skal rejse kapital. Faktisk behøver de ikke at kigge længere end til vores naboland Sverige, hvor 133 virksomheder blev børsnoteret i 2021 mod 23 herhjemme. Der skal skabes bedre vilkår for børsnotering af helt nye vækstvirksomheder.

Investeringer skal betale sig

I Moderaterne foreslår vi, at aktieindkomst over 56.500 beskattes med 30 % frem for 42 % i dag, hvilket er på niveau med Sverige. Samtidig ønsker vi at give Danmark en investeringsfordel ved at sænke beskatningen på aktieindkomster på under 56.500 kr. fra 27 % til 10 %, hvilket vil gavne særlig de små private investorer. Alle vinder, når iværksættere lykkes, og lykkes vi med at øge investeringslysten, så investerer vi samtidig i en lysere fremtid for alle – iværksætter eller ej.

Jeg tror på fremtiden og på at skabe den ved at få råd til den. For mig handler det ikke om at dreje skarpt til højre eller skarpt til venstre, men om at skabe forandring fra midten.