Skip to main content
sundhed

Sundhed

Jeg blev født med brækket kraveben. Har brækket ben og næse, har fået opereret mit knæ, har fået syet min ene finger, har fået opereret mit ene øjelåg og meget mere. Jeg betragter mig ellers som en sund og rask og en dygtig sportsmand i fin form. Men når jeg sådan tæller det op, så er det lidt overvældende at se på min egen sundhed.

Sygdom og sundhed

Jeg har været syg. Du har været syg. Vi har alle været i kontakt med læge eller hospital.  Sundhed er en vigtig del af vores kernevelfærd. Med alderen tiltager kontakthyppigheden.

For mig at se er det vigtigt, at sundhedsvæsenet både prioriterer forebyggelse og helbredelse. Jo mere vi investerer i forebyggelse, desto færre ressourcer behøver vi til at helbrede. Det ændrer dog ikke ved, at ressourceforbruget vil stige i de kommende år. Vi bliver flere ældre, flere med livsstilssygdomme og flere kronisk syge.

Jeg har dyrket meget sport men får konstateret en knæskade som sætter mig helt ud af spillet. Jeg tager 17 kilo på og ender til sidst hos lægen, der tester mig til at have astma. Astma er en kronisk sygdom og jeg ligger lige på grænsen. Men da min læge selv er gammel triatlet, så drøfter vi også om jeg rent faktisk kan komme i form igen. Selvom mit knæ nok vil gøre ondt, så er meldingen fra lægen at blive ved med moderat sport og se om det holder op.

Med en stor indsats på min cykel i kælderen, koblet på cykeltræningsfællesskabet Zwift, skarp kontrol med mad i 120 dage med appen Lifesum så lykkes det. Jeg har idag tabt 17 kg og er kommet i en fantastisk form. Astmamedicinen er smidt i skraldespanden.

Mænd og sygdomme

Jeg er mand og betragter mig også som en ret ressourcefuld mand. Men alligevel så var min sundhed kørt klart ned af den gale bakke. Jeg kunne tage fat om nældens rod og få hjælp og vejledning. Men når vi ser på mænds levealder og de sygdomme de får så er ikke alle lige så heldige som mig.

Mænd er klart dårligere til få den hjælp fra sundhedsvæsenet, som de har brug for. Mænds middellevetid er 4 år kortere end kvinders. Mænd rammes i større grad af kronisk sygdom som kredsløbsygdomme, kræft og sygdomme i åndedræt. Mænd har en overdødelighed af stort set alle diagnoser.

Jeg blev mødt af en empatisk praktiserende læge, der tog mig alvorligt på en måde som var passende til mig som mand. Som tidligere og nu lettere kuldsejlet sportsmand. Det var ikke så meget et spørgsmål om jeg skulle i form igen. Det var et spørgsmål om vejen derhen. Det var dygtigt arbejde at min læge både at prioritere at jeg kunne have astma men samtidigt også venligt pege i retning af hvad jeg måske også kunne lykkes med ved egen hjælp.

Sundhedsvæsenet

Vi oplever således alle på forskellige måder, at sundhedsvæsenet involverer mange dygtige mennesker med meget forskellige, men vigtige faglige kompetencer: hospitalslæger med forskellige specialer, speciallæger, praktiserende læger, sygeplejersker, SOSU-assistenter, portører, fysioterapeuter, farmaceuter, diætister, etc. Samtlige udfylder en vigtig funktion, som har det fælles sigte at holde eller gøre os sunde.

Men vi har også mange økonomiske og faglige beslutningstagere. De økonomiske beslutningstagere er primært regioner, men også stat og kommune, mens det er lægerne, der står for de fleste faglige beslutninger. Det gør sundhedsvæsenet til en administrativt kompliceret størrelse, som ikke alene kan styres af ordrer oppefra eller gode intentioner i bunden af beslutningshierarkiet.

Sygehuse og sundhed

Jeg mener at behandlingen på vores sygehuse er blevet betydeligt bedre i de seneste 10 til 20 år. Men der er fortsat store udfordringer med styring og prioritering. Styringen af sundhedsvæsenet har to vigtige overordnede prioriteter: at der både foretages en effektiv diagnosticering og en hurtig efterfølgende behandling, og at der tages udgangspunkt i den enkelte patients behov. I Moderaterne vil gøre noget ved både effektiviteten og ved den borgernære kontakt.

Regioner er ikke effektive

Effektiviteten forudsætter, at regionerne afskaffes. De er for små til at stå for den overordnede prioritering og for store til at sikre den borgernære kontakt. I Moderaterne ønsker vi i stedet at etablere et SygehusDK med det overordnede ansvar for alle danske sygehuse. Danmark er simpelthen for lille til, at vi kan tillade store regionale forskelle i prioriteringer, behandlingstider og IT-systemer. SygehusDK skal drives af en professionel ledelse, som har ansvaret for driften af landets sygehuse og det overordnede ansvar for sammenhængen i hele sundhedsvæsenet.

Fælles digitalisering af sundhedsvæsenet

Jeg har som Cand Scient i Datalogi undret mig over hvordan vi i Danmark er endt med ret forskellige IT systemer i vores regionaliserede sundhedsvæsen. Vi er trods alt et ret lille land. Det er ikke en effektiv anvendelse af vores skattekroner på sundhed. Det er klart, at der bør etableres et fælles IT-system for hele landet. Dette vil gøre det problemfrit at registrere og kommunikere, uanset hvor i landet vi som patienter behandles.

Psykiatripakke

Psykiske og fysiske sygdomme skal ligestilles gennem en psykiatripakke, som sikrer en effektiv behandling fra start til slut. Og så skal der etableres et akutberedskab i hele landet, hvor der er samme dækning med ambulancer, akutlægebiler og lægehelikoptere.

Borgernær kontakt

Den borgernære kontakt skal styrkes ved etableringen af regionale sundhedsklynger med selvstændig økonomi og kompetencer. Sundhedsklyngerne skal forpligte de regionale sygehuse, familielægen og kommunerne på et effektivt samarbejde. Derudover skal det sundhedsfaglige personale på hospitalerne aflastes for administrative opgaver, så de får mere tid til patienterne.  Der skal være fokus på patienten i hele behandlingsforløbet. Kronikere og patienter i længere behandlingsforløb skal tildeles en fast kontaktperson.

Private alternativer

Det er det altid sundt med konkurrence, så vi har noget at måle det offentlige sundhedsvæsens omkostninger og effektivitet op imod.  Private udbydere giver systemuafhængighed og større fleksibilitet mulighed for aflastning i spidsbelastningssituationer.

Jeg mener

  • at den overordnede styring af de danske sygehuse skal varetages af en professionel ledelse i et landsomfattende SygehusDK
  • at der skal etableres et fælles IT-system for hele landet.
  • at regionerne skal nedlægges.
  • at den borgernære kontakt skal styrkes ved etableringen af 20 til 25 sundhedsklynger.
  • at private udbydere har en vigtig rolle der, hvor der er brug for fleksibilitet.

Læs mere her: